Kan du mærke, hvordan den lille tumler rundt i maven?
Det er skønt at mærke bevægelse under graviditeten, men når fødslen nærmer sig, skal baby lægge sig rigtigt i livmoderen.
Her kan du læse mere om, hvordan baby ligger i maven uge for uge.
Sådan ligger baby i maven
Som kommende mor til et nyt lille menneske, mærker du dagligt, hvordan baby i maven bevæger sig. I begyndelsen er det små, bløde puf, men efterhånden som barnet vokser, og pladsen i maven bliver mindre, udvikler den lille en slagteknik, som vil gøre en erfaren bokser stolt.
Det er også på det tidspunkt, de fleste babyer lægger sig med en mere fast hovedstilling. Hvis baby ikke lægger sig fast, men bliver ved med at vende sig helt frem til fødslen går i gang, kaldes det ustabil fosterstilling.
Du har sikkert flere gange tænkt på, hvordan baby ligger i maven, når du kan mærke, hvordan junior spræller rundt.
Måden baby ligger i maven på kaldes fosterstilling, og når den skal klarlægges, tager lægerne altid udgangspunkt i, om det er barnets hoved eller bagdel, der vender ned i dit bækken.
Der er fire måder baby kan ligge på i livmoderen: hovedstilling, underkropsstilling, tværleje og skråleje. Underkropsstilling kaldes også UK.
Den bedste stilling til en ukompliceret fødsel
Nyder du din graviditet eller begynder du at se frem til fødslen? Du har sikkert gjort dig mange tanker om, hvordan din fødsel skal være, men selvom du forbereder dig godt, er det ikke alle ting, du selv bestemmer.
Det gælder blandt andet, hvordan baby ligger i maven.
I første og andet trimester af din graviditet har det ikke den store betydning, hvordan baby i maven har valgt at lægge sig, men i takt med at fødslen kommer tættere på, er det afgørende, at den lille lægger sig korrekt.
Den bedste stilling, baby kan indtage før fødslen, er hovedstilling, for i den position er der størst sandsynlighed for, at du vil opleve en ukompliceret fødsel.
Du skal dog ikke blive nervøs, hvis den lille ikke ligger i hovedstilling, for det er også muligt at føde vaginalt, selvom barnet ligger i underkropsstilling. Det kalder man at føde i UK. Du skal imidlertid have foretaget et kejsersnit, hvis baby ligger i skråleje eller tværleje.
Find ud af, hvilken fosterstilling baby ligger i
Kan du mærke, hvordan baby vender? Mange gravide kan mærke, hvilken fosterstilling baby ligger i, og måske er du en af dem, der har en fornemmelse af, hvordan dit barn vender.
Mod slutningen af din graviditet er det nemmere at mærke, hvordan baby ligger i maven, og vender barnet sig fra underkropsstilling til hovedstilling, vil du ikke være i tvivl. Med det samme kan du mærke, hvordan baby føles anderledes at bære rundt på.
Hvis du vil vide, hvilken fosterstilling dit barn ligger i, skal du mærke efter, hvor sparkene placeres. Kan du mærke flest i den øverste del af din livmoder? Det er en indikator for, at baby ligger i hovedstilling.
Hvornår vender baby sig?
Din baby vender og drejer sig gennem hele graviditeten, og der er stor forskel på, hvordan baby ligger i maven i de forskellige uger. Fra tredje trimester er det dog bedst, hvis baby vender med hovedet nedad.
Før uge 20 ligger baby diagonalt eller på tværs i maven, og først fra uge 26 lægger baby sig på langs. Nogle lægger sig også med bagenden nedad.
Baby vender sig i maven mellem uge 30-32, og måske kan du nu mærke, hvordan tyngden i kroppen ændrer sig? I disse unger vender de fleste babyer med hovedet nedad.
Fra uge 36 vil din jordemoder begynde at undersøge, hvordan den lille vender. Vender baby med hovedet nedad, kan du føde vaginalt, men vender hovedet opad, vil du få tilbud et vendingsforsøg.
Gode øvelser til at vende baby i maven
Det er ikke ofte, at baby ikke vender med hovedet nedad, men alligevel sker det. Har baby i maven endnu ikke vendt sig? Din jordemoder vil tilbyde dig et vendingsforsøg, når det er helt sikkert, at den lille ikke vender rigtigt.
Der er desværre ikke nogen garanti for, at vendingen vil virke, men du kan også selv forsøge at vende baby med simple øvelser.
En god øvelse du med fordel kan prøve, skal udføres på gulvet. Du lægger dig på knæ og albuer, mens du løfter bagdelen op. På den måde frigives der plads til barnet, så det får mulighed for at vende sig. Du skal lave øvelsen 15-20 minutter hver dag.
Vil du ikke kaste dig ud i akrobatik, kan du spille musik for den lille. Hvis du lægger en højttaler eller din telefon ved kønsbenet og tænder for lidt musik, gør det i nogle tilfælde baby så nysgerrig, at barnet søger mod lyden. Det er en god idé at lave øvelsen 20 minutter hver dag.
Sådan foregår et vendingsforsøg
Har du forsøgt at vende baby med øvelserne, men er den lille stædig? I de tilfælde, hvor baby ikke af egen vilje vender sig i maven, kan du takke ja til et vendingsforsøg på sygehuset.
Der er gode chancer for, at vendingen lykkedes, men der er desværre aldrig nogen garanti. Alligevel fortæller statistikkerne, at omkring halvdelen af vendingsforsøgene lykkes.
Når baby skal vendes, lægger lægen sine hænder på din mave og skubber til baby udefra. Hensigten er at få den lille til at slå en kolbøtte i din mave, så hovedet kommer til at vende nedad. Det kan føles ubehageligt, og bliver du utilpas, skal du naturligvis sige det til lægen, så I kan holde en pause, før I fortsætter.
I de tilfælde, hvor lægen har succes med at vende baby i maven, vil du blive indkaldt til en opfølgende undersøgelse ugen efter. Her vil lægen undersøge, om den lille stadig ligger rigtigt. Har junior vendt sig igen? Hvis du ønsker det, kan lægen forsøge at vende baby igen.
Lykkedes det derimod ikke at vende baby, vil du få tilbudt kejsersnit, men du kan også vælge at føde vaginalt, selvom hovedet vender opad. Beslutningen er din.