Gå til indhold

Quick fix: Hjælp – min baby vil ikke sove

Author cover

Mor til to og stifter af Moonboon

Om mig

Din baby spiser og spiser, men vil ikke sove. Din baby vil ikke sove om dagen, om aftenen – og heller ikke om natten. Din baby vil ikke sove i barnevognen, i tremmesengen eller sove selv. Og selvom babyen er overtræt – så er det, som om babyen ikke vil sove, uanset hvad du så prøver.  

Sådan kan det føles i hvert fald. For du er træt. Du er mere træt, end du troede, man kunne være. Det føles ikke længere som ‘at være træt’ – det føles som om, at du snart bliver helt faktuelt skør, hvis ikke du får sovet. 

Hvis man har det sådan, så kan det være svært at huske på og holde fast i, hvad man inderst inde godt ved: At babyen faktisk gerne vil sove, men bare har brug for rigtig meget hjælp til at finde søvnen. 

Når man er helt ude i tovene, ikke kan mere og tankerne bliver mindre konstruktive – hvad gør man så? I denne artikel vil vi se på, hvad man som forældre kan gøre, hvis man er rigtig presset på søvnen. 

Afbrudt søvn påvirker både din krop og psyke 

Alle mennesker er forskellige. Det er derfor også forskelligt, hvordan vi håndterer den afbrudte søvn, der for det meste følger med, når man har fået en baby. 

Det er dog fælles for alle, at den afbrudte søvn påvirker os både fysiologisk og mentalt. Når vi ikke har mulighed for at sove, ‘som vi plejer’, og som vi har brug for, samtidig med at vi vækkes gentagne gange, så forstyrres kroppens fintunede søvn/vågen-balance – og nogle gange også selve døgnrytmen.  

Depressive tanker og følelser kan opstå. En følelse af, at alt, man kan tænke på, er at få lov at sove. Irritabilitet, nemmere til gråd, manglende evne til overblik og mentalisering, altså dét at kunne sætte sig ind i andres tanker og følelser. Dette er blot en håndfuld eksempler. Og det er kun de mentale påvirkninger. Derudover er der de fysiske påvirkninger, hvor kroppen bare er langsommere, tung og nærmest føles syg. Det er ikke noget under, at søvnmangel og/eller afbrudt søvn virkelig kan presse os.  

Hvorfor er det, vi bliver så pressede af for lidt eller afbrudt søvn?

Jo mere forstyrret og utilstrækkelig søvn man får, jo mere vil kroppen forsøge at kompensere med mere dyb søvn for at ‘skynde sig’ at få indhentet den vigtigste dybe søvn. Det er bare samtidig sådan, at det er rigtigt svært og dybt ubehageligt at blive vækket i den dybe søvn. De fleste kan nok allerede nu se den onde ‘søvn-cirkel’, der kan opstå med en baby i huset. 

Man vækkes af babyens helt legitime behov for omsorg, imens den voksnes krop forsøger at kompensere med dybere søvn, som man så også vækkes fra – og så kører spiralen. 

Afhængig af familiens unikke situation (f.eks. muligheden for praktisk og følelsesmæssig støtte fra ens netværk, den jobmæssige situation, forudgående psykisk belastning samt forventninger til babyens udvikling og egne forældrekompetencer) vil den afbrudte søvn både påvirke den enkelte forælder og familiens dynamik og trivsel.  

For nogle vil 2-3 korte opvågninger i tidsrummet 22-06 være voldsomt stressende, mens andre oplever, at det er overkommeligt med opvågninger hver halve time, når der er behov for vedvarende amning/vugning. 

 

Hvordan du håndterer afbrudt søvn siger intet om dine evner som forælder 

Det er vigtigt for os at gøre klart, at man ikke er en ‘bedre’ forælder, hvis man påvirkes mindre af opvågninger. Man er ikke en ‘dårlig’ forælder, hvis man føler, at det er enormt svært at blive vækket – sådan hænger det heldigvis ikke sammen. 

Behovet for støtte i perioder med meget afbrudt søvn har ikke noget med forældrekompetencer at gøre. Ligesom antallet af babyens opvågninger, og/eller behov for støtte ved disse opvågninger, heller ikke hænger sammen med, hvor ‘god’ en baby man har. Eller hvor ‘god’ en forælder, man er.  

Der er ekstremt mange faktorer, der spiller ind på både babyens søvn og overordnede udvikling, og på hvilke forudsætninger den enkelte forælder har for at håndtere den afbrudte og mangelfulde søvn. 

Quick fixes der handler om søvnen

Man kan desværre ikke få en baby til at sove, blot fordi man selv har et behov for, at babyen skal sove – der findes ingen magiske tricks, der kan løse den situation.   

Det, man kan gøre, er at tænke over, hvordan flest muligt får mest mulig søvn med mindst muligt ‘arbejde’. 

  • Måden, man sover på: 
    Der er sovearrangementer, som man tror vil fungere – og der er sovearrangementer, som viser sig at fungere. Det er ikke altid, de to er ens. 
    • Egen seng vs. forældrenes seng. For mange vil det føles mindre overvældende med opvågninger, hvis babyen ligger i sengen sammen med én eller ligger i en åben seng op ad dobbeltsengen. Modsat kan det føles mere drøjt, hvis ens baby ligger i egen seng og måske endda på eget værelse. Der er nemlig stor forskel på at skulle op og ud af sengen og måske ind i et andet rum – sammenlignet med at skulle rykke sig 30 cm og række armene ud for at berolige sin baby. 
    • I dette konkrete eksempel vil babyen, der sover i egen seng, adskilt fra dobbeltsengen eller i eget værelse, typisk nå at vågne mere og dermed have brug for mere hjælp til at sove videre, end hvis babyen ligger maks. en armslængde fra forælderen. 
  • Hvordan babyen tilbydes mælk: 
    Hvordan man tilbyder babyen mælk om natten kan også spille ind. 
    • Færdigblandet vs. pulver. Giver man flaske, kan man overveje at tilbyde barnet færdigblandet modermælkserstatning i stedet for pulverblanding, da den færdigblandede mælk i brik-karton hverken har brug for at blive kølet ned eller varmet op. Den kan tåle at stå ved rumtemperatur ved siden af sengen. 
    • Ligge vs. sidde. Ammer man, kan man øve sig i at ligge ned og amme, så man ikke skal op og sidde og holde sig vågen, indtil babyen er færdig med måltidet. Læs mere om ammestillinger.
    • God teknik. For begge typer af mælk gør det sig gældende, at god sutteteknik minimerer den luft, barnet sluger. Det minimerer behovet for at bøvse babyen af – hvilket tillader hurtigere søvn. 
  • Hvad end der virker for at hjælpe babyen ind i søvnen: 
    Det er ikke nu, man skal lytte til bekymringer om ‘dårlige vaner’ eller selv bekymre sig om, hvad der mon vil ske ‘engang’, når X, Y eller Z ikke længere virker. Det synes vi i det hele taget er spild af tid at tænke på, fordi man alligevel ikke kan spå om fremtiden. Det hjælper heller ikke på den pressede situation at tænke over det midt i en søvnkrise. Find i stedet den metode, der virker for jer. 
    • Er det slyngevuggen, der giver søvn – så brug den. 
    • Er det strækviklen, der giver søvn – så brug den. 
    • Er det yogabolden med ‘Best of the 80s’ på fulde hammer, der virker – så gør det. 
    • Er det brusebad på fars arm efterfulgt af mælk ved brystet og så fars vuggende arme – så gør det.  
  • Når babyen har brug for konstant vuggen eller kropskontakt: 
    I sagens natur kan forældre ikke sove, hvis de skal vugge deres baby – eller hvis babyen f.eks. kun sover, når den ligger ovenpå forældrene. 
    • En slyngevugge er naturligvis en mulighed – en mulighed, der giver en kæmpe hjælp til rigtig mange. 
    • En levende erstatning for mor eller far kan også være en mulighed at udforske. Babyen kan i mange tilfælde sagtens finde ro i favnen hos en ekstra omsorgsperson. Den ekstra omsorgsperson kan også være den, som ‘holder øje’ med det sovende barn. Det at sove uden at skulle ‘være på vagt’ og lytte efter barnet er en helt anden slags søvn. 
    • Dele jer op: Man kan, i en meget begrænset periode, sove på skift. Dette er ikke en holdbar løsning, men den kan f.eks. bruges ved akut sygdom af dages varighed, eller imens man finder andre og mere holdbare løsninger. 

Quick fixes der aflaster og dermed støtter søvnen 

Nogle gange er det slet ikke søvnen, der er den reelle stressfaktor – det føles bare sådan, fordi man i sin søvn-hungrende tåge ikke kan tænke klart. Bevares, søvnen er en del af det, men hvis man aflastes på andre områder, får man et helt andet udgangspunkt til at håndtere søvnen. 

Det er vores erfaring, at det er effektivt at se på, hvilke praktiske opgaver man kan lette eller fjerne helt for at lette arbejdsbyrden for familien. 

  • Mad: 
    • Er det nu, der skal bestilles madordning, eller kan familien/netværket mon lave dobbeltportioner, når de laver mad? 
    • Kan babyens gæster bytte buketten med smukke blomster og (endnu) en sød bodystocking ud med et gavekort til take-out? 
    • Kan den stå på ‘studentermad’ noget tid? Rugbrød, pasta med pølser, nudler og den nærmeste dagligvarebutiks ‘lige til at varme’-mad? 
  • Rengøring og tøjvask: 
    • Kan nullermænd være nullermænd og vasketøj være vasketøj lige lidt endnu – eller kan en bedsteforælder mon lokkes til at lege rengøringstornado? 
    • Har du det bedre med at få klaret det selv, så kan du sikkert lokke nogen til at komme med kage og en hjælpende hånd – særligt hvis de må holde babyen lidt. 
  • Hjem til bedsteforældrene på barselsferie: 
    • Mareridt eller kærkommen omsorg – der er forskellige oplevelser af at pakke pusletasken og et ekstra sæt tøj til sig selv og tage ‘hjem til mor og far’. For nogle kan det skabe mere pres end aflastning. For andre er det lige det, der skal til nogle dage – at andre sørger for mad, oprydning og et par friske arme, som kan vugge babyen, imens man selv sover. Husk dog at være tydelige omkring, at I er på besøg for at få hjælp – ikke for at være sociale. Langt de fleste bedsteforældre vil rigtig gerne hjælpe, de ved bare ikke altid hvordan, så det er en stor hjælp at fortælle dem, præcis hvad I har brug for – og ikke har brug for.  
  • Invitere gæster til at være sociale med babyen eller ældre søskende, imens man selv sover: 
    • Ofte hører vi, at bedsteforældre eller andre i familiens netværk tilbyder at ‘få barnet til at sove’ eller at have ældre søskende på besøg til overnatning – men at det slet ikke fungerer i praksis. 
    • Prøv i stedet at invitere netværket til at være sammen med babyen, imens babyen er vågen, og du selv sover. 

Quick fixes der måske ikke er helt så ‘quick’, men som virker!

At tilegne sig viden om, hvordan søvn, søvnhjælp, døgnrytme, søvnpres osv. fungerer, kan virke som en omstændelig og absolut ikke-hurtig løsning. Det er dog en vigtig viden, der kan skabe basis for en forståelse for babyens søvn. Det kan være lige præcis dét, I som forældre mangler, for at kunne lave de små justeringer der giver jer alle en bedre søvn. Om ikke andet så kan det være nøglen til at forstå, hvorfor det er svært for babyen at sove – og det kan også gøre en kæmpe forskel i, hvor svært det føles at stå i situationen. 

Opsummering 

  • Det er helt normalt at opleve en følelse af ‘at være ved at blive skør’, når man oplever afbrudt og/eller mangelfuld søvn. 
  • Det er helt normalt at have svært ved at overskue selv helt basale opgaver som at lave aftensmad eller skrive en indkøbsliste, når man er i søvnunderskud. 
  • Det er helt normalt at have tanker om at være en ‘ikke god nok’ forælder, hvis man har svært ved at håndtere den afbrudte og/eller mangelfulde søvn. 
  • Hvordan man håndterer søvnmangel har INTET at gøre med, om man er en god forælder. Ens barns opvågninger og behov for hjælp siger intet om ens forældrekompetencer. 
  • Søvnmangel og hvor hurtigt man bliver påvirket kan føles vidt forskelligt fra person til person afhængig af en hel stribe af personlige faktorer. 
  • Særligt effektive quick fixes, når man er presset på søvn, er ‘Hvad end der virker’ – samt at sætte sig selv fri af samfundets, kulturens og egne forventninger til, hvordan babyen ‘bør’ sove. 
  • Quick fixes der omhandler overordnet aflastning er ganske undervurderede og kan med fordel prioriteres. 
  • Viden om, hvordan babysøvn reelt fungerer, giver et godt fundament for at håndtere normal babysøvn. Og det giver mulighed for at lave små justeringer, der støtter op om bedre søvn på sigt. 

Om forfatteren

Author cover

Mor til to og stifter af Moonboon

Sammen med sin mand startede hun Moonboon for at hjælpe deres søn med at sove bedre og give sig selv lidt mere hvile som mor. Marie elsker ikke kun alt relateret til søvn og børn, men også æstetik og skandinavisk minimalisme. At følge med i livsstils-, design- og modetrends er hendes store passion, som hun elsker at dele. Denne lidenskab afspejles også i vores økologiske og minimalistiske produkter hos Moonboon, der uden problemer kombinerer skandinavisk designæstetik og respekt for miljøet. Dyk ned i Moonboon-universet, bliv inspireret på Instagram, og læs mere om vores historie.

ANDRE LÆSTE OGSÅ

Kurv

Din kurv er tom.

Udforsk Moonboon

Vælg variant